Smagning 6

1999–09–10, Hos Anders

The Return of the KWP. Episode VI.

Mens verden udenfor har boltret sig i solskinsvejr og Star Wars-merchandise har KWP ligget i sommerdvale. Morten har været i sommerhus, Jens har arbejdet så sveden sprang i helsesandalerne, og Anders har malet sin lejlighed.

Og alle tre har de savnet deres traditionsrige samlingspunkt, KWP-smagningerne.
Men nu, efter næsten tre måneders uudholdelig venten, kunne de atter mødes over bordet med flaskerne og kaste sig ud i lystfuld smagning af de gyldne dråber.

En af de større forandringer var, at vi ”kun” havde ni flasker med, men det var nu også mere end rigeligt – der var bedre tid til at nyde hver enkelt whisky, og vi kunne få en smule mere i glassene, så duft og smag kunne nydes til bunds.
Og så gik det ellers derudaf. Longrow blev feltets stolte vinder – en sand jedi blandt whisky’er – mens Balvenie denne gang gik til bunds med et brag.

Læs alt om Smagning VI herunder – god fornøjelse.

Smagningsscore

Whisky Anders Jens Morten I alt
Longrow 10 år 87 92 92 90,3
Springbank 12 år 87 87 88 87,3
Laphroaig 10 år 83 87 88 86,0
Auchentoshan 10 år 82 82 90 84,7
Clynelish 24 år 83 87 82 84,0
Highland Park 12 år 80 85 86 83,7
Bruichladdich 10 år 79 85 80 81,3
Cragganmore 12 år 77 88 70 78,3
Balvenie 10 år (Founders Reserve) 75 78 74 75,7
I alt 81 86 83 83,5

Noter

Balvenie 10 år (Founders Reserve)

Anders: En frisk, grøn frugt i næsen får tænderne til at løbe i vand, da jeg første gang løfter glasset. Men Balvenie skuffer. Den har en lidt bitter smag, der ikke anstrenger sig for at glæde mine smagsløg, og selvom enkelhed ofte er en dyd, så er Balvenie simpelthen FOR enkel. Den ender som en hendøende, svag glød på tungen uden at have givet mig den store oplevelse. (75)

Jens: Balvenie er rigtig blød og lækker som drikkewhisky, helstøbt og afslappet. Et godt valg at byde gæster med jomfruelige ganer. Men den mangler lidt sådan i karakter. Den skiller sig ikke rigtig ud i mængden, og derfor egner den sig måske ikke rigtig til at sidde og whisky-nørde den over. Måske derfor den endte i bund hos mig i denne smagning. (78)

Morten: Balvenie var umiddelbart et af mine kære børn i aften, fordi jeg lige have fået den af en veninde fra Skotland. Den dufter præcis som at stikke næsen i en nyåbnet dåse med syltede pærer uden at være ligeså tung. Smagen er enkel med et strejf af bark, men bliver hurtigt lidt kedelig. (74)

Auchentoshan 10 år

Anders: “Auchentoshan er en af de lavlandswhiskyer, der ligger godt i maven. En rig duft med frugt og urter sniger sig op i mine næsebor, og selvom smagen undrer ved første “”øjekast”” – er det brød? er det træ? nej, det er Auchentoshan! – så er der en dejlig, overbevisende snert af tørret frugt i afslutningen.” (82)

Jens: Auchentoshan er en ganske karakterfuld lowlander, med sødme og træ i smagen. Faktisk kunne den godt kommer med i konkurrencen for Speyside-lookalikes, og det trækker lidt ned hos herværende paneldommer. Jeg kan godt lide whiskyer vil være deres egn bekendt, og derfor kunne jeg godt tænke mig mere græs og citrus og drilsk mildhed i Auchentoshan. (82)

Morten: “Sød frisk næse af svedske og lemonade, virkelig indbydende i aften denne min “”andenkører”” af mine lowlandwhiskyer. Sagen er let træagtig med en sød tome i baggrunden, som giver whiskyen en godt helstøbt indtryk. Den smagte mig virkelig godt i aften.” (90)

Bruichladdich 10 år

Anders: En meget mild og egentlig ganske behagelig Islay-dram. Den har salt og træ, og minsandten også en snert medicin, der giver mindelser om Bowmore. Når jeg ikke rater den højere, så er det fordi jeg synes, at skal det være Islay, så skal den også have fuld skrue derudaf: En mild Islay er næsten en fornærmelse… (79)

Jens: Den sidste Islay-whisky er nu i hus, og hvordan er den så? Ikke så tosset, slet ikke så tosset. Der er et salt sus, og lidt af Bowmores frugtige medicin i smagen, og så synes jeg næsten at der var lidt krudtrøg der hørmede svagt som minde om forgangne søslag. Jo jo, den kan jeg vældig godt li! (85)

Morten: Det var med stor tilfredshed at jeg fik denne whisky i hus så KWP nu dækker hele Islay regionen. Næsen er salt og har en lidt vandig karakter som er overraskende mild for en Islay whisky. Smagen er som træ og let plaster med en lidt bitter undertone. (80)

Cragganmore 12 år

Anders: Skal vi virkelig til det igen? Vi undrer os over, hvor den højt besungne og åh, så komplekse duft er henne i highlanderen Cragganmore. Den er lidt anonym i det, og forsvinder hurtigt fra såvel tunge som hukommelse. Som et menneske man møder til en fest, og egentlig har det OK med, men som man snart har glemt både navn og ansigt på. (77)

Jens: Hallo derude allesammen! Jeg må indrømme at jeg har taget fejl. Hidtil har jeg trukket på skuldrende af alle whisky-skribenters lovprisen af Cragganmore, men ikke mere. Cragganmore imponerede denne aften. Den mest stenede af whiskyer jeg har smagt, nærmest så stenet som at slikke på en sten, og så er der hø og lidt træ og røg til at kompletere en flot malt. (88)

** Morten: Cragganmore har aldrig imponeret i mine øjne og gjorde det heller ikke i aften. Det er som om whiskyen bare kommer og går uden at efterlade sig nogle særlige smageindtryk. Smagen er en let bitter malt, der forsvinder hurtigt, lidt kedelig. (70)

Clynelish 24 år

Anders: En tøndestyrke der vil noget! 61.3 skarpe procent, der udsletter mit overskæg, da jeg sætter næsen til glasset og brænder sig vej ned i halsen ved den første slurk. Da min olfaktoriske sans vågner til live igen, kan jeg smage, at der er næsten terpentin-agtige toner i duften, mens smagen er mørk, sød, malt og salt. Det kan vi godt li’! (83)

Jens: En gammel svend på 24 år og KWP’s indtil videre højeste spritindhold. Mit indkøb af denne nordlige higlander hang sammen med forventninger om skarphed og karakter, og der leverer Clynelish varen. Den er skarp og røget og pebret, men den klinger på sødhed og varme som varer ved, og det er alt hvad jeg forlanger af en dram. (87)

Morten: En meget spændende oplevelse denne Clynelish. Den sparker benene væk under dig så snart den rammer tungen og det er ikke kun på grund af den høje alkoholprocent men også på grund af en meget sur smag som leder tanken hen på sur mælk. En ubehagelig tanke, men prøv det alligevel for jeg har aldrig smagt noget ligende. Ved at tilsætte vand kommer spændende nuancer af træ og malt. (82)

Highland Park 12 år

Anders: Highland Park er jo en af de whiskyer, som jeg ville forelske mig håbløst i, hvis den var en kvinde. Mørk, sød og sexet. Men jeg ER nu nok mest vild med storesøsteren, den 18 år gamle bombe, der står hjemme i mit skab. 12 års whiskyen er en smule for ung og skarp til min smag. (80)

Jens: Oprindelig indkøbt til KWP II som killer applikationswhiskyen, der skulle jorde dem alle. Og jeg har da også været rigtig, rigtig glad for min lille buttede orkney-whisky. Dens salte og meget sprøde sødhed er unik blandt whiskyer, men denne aften ville den ikke rigtig lukke op for posen. Hvor var dens sædvanlige lyng-smag henne? Alligevel vil jeg anbefale alle at eje og elske en Higland Park. (85)

Morten: Der er noget særligt over denne nordlige malt, og det er ikke kun den søde buttede flaske med den enorme prop. Highland Park dufter sødt af overmodne halvrådne æbler. Smagen er en god blanding af malt og træ, som virker meget straight. Highland Park holder!!! (86)

Laphroaig 10 år

Anders: Tillad mig at blive i familie-metaforernes land. Denne 40 procenters Atlanterhavs-whisky er lidt lillebror-agtig i forhold til sin cask strength-slægtning, men med træ, tjære og røg er der trods alt ingen tvivl om, at den ER en Laphroaig. Trods sin lethed er den tørvet og stærk og jeg kunne godt blive fan af denne udgave også. (83)

Jens: “Den koldfiltrerede og almindeligstyrkede version af en gammel kending blev hurtigt døbt “”Lille Laffe””, og den var såmænd ikke så dum. Men men men, selv om jeg rater “”Lille Laffe”” højt, så mangler den varme og søde rummelighed som gør Cask-udgaven så fyldig og potent. “”Lille Laffe”” er lidt for tynd, og den holder sig til det røgede og tjærede. Køb den anden hvis i kan finde den.” (87)

Morten: Jeg havde taget masken frem og fem dybe indåndinger inden jeg turde sætte næsen hen til Laphroaig hvis cask udgave har klaret selv den værste forkølelse så tit. Men chokket udeblev. Den klassiske duft af diesel og tjære er der endnu, men i en light udgave. Smagen er som tjære, diesel, røg og havvand, men der mangler lidt i forhold til storebror. (88)

Longrow 10 år

Anders: Tom Waits-sangen ”What’s He Building In There?” buldrer i mit baghovede, nu blot med teksten: ”Hvad smager den af?” Jeg får ingen hjælp fra Longrow, det nærmeste jeg kommer, er noget grønt og syrligt. Men jeg kan godt lide denne Springbank-fritidswhisky alligevel – for trods mine problemer med at finde præcise noter i aften, smager den godt, og det er trods alt det vigtigste. (87)

Jens: Longrow er min yndlingsvariation over temaet salt, medicin og røg. Hemmeligheden bag må være begrænsningens kunst: ”Don’t overdo it!”. Longrow leverer lige præcis den tilstrækkelige mængde, der samtidig levner plads til en friskhed og noget græsset sødme. Stor tak herfra skal lyde til Jakob fra Juuls Vinhandel, der trods nogen Jense-skepsis, alligevel fik tvunget denne flaske ned i min indkøbspose en fugtig forårsdag for et par måneder siden. (92)

Morten: Det er imponerende hvordan Campbeltown destilleriet Springbank tryller med tønderne når de fremstiller denne pragtfulde whisky, Longrow. Jeg må indrømme at jeg ellers altid har anset Longrow som en let efterligning af Ardbeg. Men nu er Longrow blevet sin egen. Næsen er god med tørv og røg. Smagen vil jeg nøjes med at beskrive som god og solid, der fader langsomt ud. (92)

Springbank 12 år

Anders: Nej, hvor Springbank dufter godt! Sidste fablede jeg omtåget om hårdkogte æg, men det var der ikke noget af denne gang. Kun den mørke og dejlige smag, som gør mig tændt på at gennemføre projektet med at købe en tønde med 200 liter Springbank til lagring på destilleriet. Så er fremtiden sikret og man kan se frem til at tilbringe sit livs efterår med varme i hjertet og ro i sjælen. (87)

Jens: Jeg ved ikke rigtig med de der Springbank-whiskyer! De leverer alle sammen tour de forcer ud i det bizarre. Jeg har på min palme noter som: Hårdkogt æg, epoxylim, gummistøvler, og det er sgu da for mærkeligt. Men det er jo også lidt imponerende og det gavner mangfoldigheden, og hurra for det, det vil jeg godt give point for. Men om der nogen sinde sniger en Springbank ind i min whiskysamling, det er jeg ikke så sikker på. (87)

Morten: Springbanks 12 års udgave er en dejlig sød og rund whisky som bare helt er sin egen. Hvordan samme destilleri også kan lave den kradse Longrow er mig en gåde. Springbank har en behagelig næse af søde svedsker som får en til at sige uhmmm. Smagen er kompleks med brændt figne og svedsker. Ahhh. (88)

In memoriam

Anders: Rating-systemet har vundet! Trods det åbenlyse faktum, at nogle whisky’er endte højere på listen end andre, så var det en rar og afslappet fornemmelse at kunne placere flaskerne i forhold til det samlede katalog af whisky-viden, i stedet for blot slavisk at rangordne dem. Selve smagningen forløb uden nogen fuldstændigt overvældende newcomers, men var ikke desto mindre af yderst høj kvalitet. Successen fortsætter.

Jens: På trods af en lidt tung burgermiddag, der vedvarende bøvsede pomfrit-noter ind i aftenens smagning, var KWP V en værdig smagning at fejre herværende hjemmesides “”1000 besøgende fødselsdag”” med. Det var rart at få et par gamle klassikere som Glenlivet og Glenmorangie med i feltet igen, og for en tid skrue lidt ned for fascinationen af Gordon og Maphails museumsaftapninger. Det nye ratingsystem fik en fejlfri dåb, og nu står vi over for den presserende opgave at få ratet hele vores bagkatalog igen. Det skal nok blive godt.

Morten: Aftenens smagning var imødeset med spænding pga. indførelsen af et nyt pointsystem. Systemet må betegnes som en succes. Væk var frustrationerne over at give en god whisky en 9. plads og stor var glæden over at kunne rose flere flasker på en gang. Pointsystemet er kommet for at blive.